Its time to say goodbye

Premier League lukker og slukker søndag eftermiddag. Ikke med et brag, men derimod med stof til eftertanke og minderne, som ikke engang City kan tage fra os.

Af Jakob Genz

Hvis Chelsea havde vundet over Huddersfield i onsdags, så var der lagt op til et brag af en sæsonfinale, når Premier League lukker og slukker på søndag.

Men Chelsea vandt ikke. For Huddersfield parkerede et pragteksemplar af en kampvogn foran eget mål og sikrede sig dermed ikke bare overlevelse i Premier League for næsen af Swansea, West Bromwich og Stoke, der alle nu må en tur i The Championship.

Hudderfields point på Stamford Bridge betyder nemlig også, at dramaet i bunden af Premier Leagues top fire nu er taget af plakaten.

Og selvom der stadig er en matematisk mulighed for, at Chelsea kan overhale Liverpool på målstregen og dermed blive det fjerde hold i tabellen, der kan se frem til deltagelse i Champions League næste sæson, så skal ske et mirakel, hvis ikke det bliver Liverpool, der forbliver på den attraktive fjerdeplads.

For enten skal Liverpool tabe til Brighton hjemme på Anfield, mens Chelsea vinder over Newcastle på St. James’ Park.

Eller også skal Chelsea i tilfælde af uafgjort på Anfield vinde med +16 på St. James’ Park.

Nå nej, Chelsea kan også nøjes med kun at vinde med +15, for så ryger de godt nok ikke i Champions League på reglen om et bedre målregnskab, men derimod på reglen om indbyrdes opgør.

Chelsea har nemlig ikke tabt til Liverpool i denne sæson. 

Klap!

Men hverken det ene eller det andet mirakel-scenarie kommer til at blive en realitet på søndag. I stedet kan man efter 275 dage i selskab med verdens bedste Premier League se frem til et afdansningsbal på knaldgrønne græsplæner.

Det er her, vi skal sige tillykke til City og klappe Pep på skulderen. Det er her, vi skal bøje os i støvet for Mohamed Salahs mange mål og for Kevin De Bruyne og Leroy Sanés evner til at skabe dem.

Det er også her, at vi skal hylde Onyinye Wilfred Ndidis mange tacklinger, Shane Duffys tonsvis af blocks og clearinger, David De Geas ‘rene bure’ og Jack Butlands mange redninger.

Men det er også her, at vi skal trække i snoren og lade klaphatten gå amok, når Christian Eriksen, Jonas Lössl og alle de andre Premier League-danskere folder sig ud for sidste gang i denne sæson.

Og de bør alle, hver og én – lige fra Kasper Schmeichel til Pierre-Emil Højbjerg – iklædes en landsholdsdragt og sendes til VM.

Dem, de var

Men på søndag skal vi også sige farvel. Til Stoke, til West Bromwich og til Swansea. Og til en hulens masse spillere og trænere fra de 17 overlevende klubber.

For det er ikke bare VM, der står for døren. Det samme gør udsigten til et globalt transfermarked, hvor den ene transfer efter den anden vil ændre på status quo overalt i ligaen og sende signaler om, hvad der venter os på den anden side af sommerferien.

Men den tid, de signaler. På søndag handler det om at sige farvel, mens minderne om den snart forgangne sæson rumsterer i baghovedet.

Og minderne står i kø.

Manchester City satte nye standarder for hvordan fodbold kan spilles på engelsk jord. Det gjorde Manchester United ikke. Liverpool gav os følelsen af, at ‘all inclusive’ ikke bare er en term, der bruges under en parasol, men også på en græsplæne.

Tottenham var igen charmerende uden at føre det til noget og Chelsea fik (igen) aldrig forsvaret det, der var deres, nemlig mesterskabet. Og selvom Arsenal (igen-igen) var Arsenal, så kommer Premier League uden tvivl til at savne Arsene Wenger.

Enten som prygelknabe for alt, hvad der er vejen med alt, eller som den facilitator of what is beautiful in man, han engang udråbte sig selv til at være og som guderne skal vide, at han også har været.

Flere minder vi kan pakke ind i stereotyper? Ja, Burnley. Forrige sæson beviste Leicester, at kollektivet stadig kan bære frugt i fodbold. I denne sæson har Burnley bevist det samme. Endda big time. Bravo!

Kollektivet var også med til at sikre Huddersfield overlevelse. For slet ikke at tale om Brighton og Newcastle. Ingen af oprykker-klubberne plasker rundt i stjernestøv, men alligevel blev de alle oppe. Og tilmed for næsen af tre hold, der med Premier League helt inde under huden, burde have vidst, at overlevelse kræver fællesskab.

SALAH!

Men det var klubberne. Hvad med spillerne? Hvem skrev deres navn med store bogstaver?

“SALAH!,” skriger masserne! “LÖSSL!,” brøler de i Huddersfield. Ikke mindst fordi danskerens feberredning i onsdags reddet dem livet i Premier League.

Men der har også været mange, mange andre spillerpræstationer, der fortjener store bogstaver. De fleste af de navne, der spiller på Peps City-hold, for eksempel. Danske Christian Eriksen bør også få en caps-lock-tur.

For slet ikke at tale om Firminio, Milner, De Gea, Lukaku, Kane, Hazard, Kanté, Wilshere, Tarkowski, Zaha, Shelvey og Dunk. Fortsæt selv listen. For den er lang og variere alt efter hvem der laver den.

Men alle burde kunne være enige om, at den sæsonudgave af Premier League, der lukker og slukker på søndag har været god. Altså, sådan satans god. Også selvom City var City og ingen af de andre tophold nåede at være dem selv før det var for sent.