Ikke alt behøver at være heavy metal, Klopp

I Liverpool er Virgil van Dijk som sendt fra himlen. Men kun hvis Klopp kan tøjle sin trang til heavy metal-bold og i stedet bruger verdens dyreste forsvarsspiller med omtanke. For er van Dijk ikke mere en forstærkning end en forstærker?

Af Jakob Genz

Det skal handle om Virgil van Dijk, om spillerens potentielle betydning for Jürgen Klopps Liverpool og om klubbens kommende storkamp mod Manchester City. Den, der spilles på Anfield søndag eftermiddag.

Men vi starter med et par sidespring. For Liverpools køb af van Dijk har skabt overskrifter. Ikke mindst på grund af prisen, der godt nok siges at lyde på 75 milioner engelske pund, men som ingen i realiteten (måske lige på nær Liverpool og Southampton) kan bekræfte.

Alligevel er alle dog rørende enige om, at prisskiltet i panden på den 26-årige hollænder var enormt, grænsende til det absurde, og at van Dijk nu er verdens dyreste forsvarsspiller.

Men ikke nok med det. Signaturen som van Dijk satte på den kontrakt, som Liverpools ejere, John W. Henry og Mike Gorden, præsenterede for ham for et par uger siden, gør også van Dijk til den bedst betalte spiller i Liverpools trup.

180.000 engelske pund. Om ugen. Bum!

“Glem prisen!”

Alt dette vidste Jürgen Klopp dog ikke noget om før end klubben lod van Dijk-nyhederne sive ud i det globale medielandskab. For Liverpools tyske manager var nemlig, ifølge den engelske avis The Telegraph, hverken med til at forhandle prisen på van Dijk såvel som at udforme hollænderens kontrakt.

Faktisk blev Klopp først orienteret om købet af van Dijk juleaften, til trods for at John W. Henry og Mike Gorden allerede havde lukket handlen med Southamptons administrerende direktør, Les Reed, den 21. december.

Og hvad angår kontrakten, så vidste Klopp ikke engang om der var tale om en fem- eller seksårig én af slagsen (Liverpools kontrakt med van Dijk lyder på fire og et halvt år, red.) da han på et pressemøde den 30. december blev spurgt ind til de juridiske detaljer omkring van Dijk.

Klopp slap dog helskindet ud af den lidt prekære situation ved at sige noget i stil med, at det sådan set var ligegyldigt, hvor lang kontrakten var, så længe van Dijk bare var Liverpoolspiller.

Og sidenhen har Klopp forsvaret kontraktens økonomiske indhold ved at sige, at det ikke er Liverpool, men det globale transfermarked, der sætter prisen på en spiller og at han i det hele taget vil opfordre fans og andre interessenter til bare at glemme prisen og i stedet se på det, som spilleren kan bidrage med.

Jamen, så lad os gøre det.

Som sendt fra himlen

Virgil van Dijk er lige den type forsvarsspiller, som Klopps Liverpool har brug for. Van Dijk er nemlig prototypen på en moderne forsvarsspiller, der ikke bare kan op- og destruere, men som også kan tage del i holdets offensiv.

Og for et hold som Liverpool – med en manager som Klopp – der insisterer på at bygge spillet op fra dybtliggende spilpositioner og som hylder enhver form fremdrift, når det kommer til de respektive positioners bevægelser, er van Dijk som sendt fra himlen.

Hvad angår van Dijks defensive kvaliteter, så er det værd at bemærke, at han ganske sjældent – til forskel fra hans nye holdkammerater – laver fejl, der resulterer i et mål til modstanderen.

Således er van Dijk, ifølge Opta, én ud af blot fire centrale forsvarsspillere, der har spillet mere end 60 Premier League-kampe de seneste tre sæsoner uden at lave en eneste såkaldt ‘error leading to a goal’.

Derudover, så er van Dijk nærkampstærk. Ikke bare når det kommer til at sætte en tackling ind, der stopper modstanderen, men også når det kommer til at erobre bolden.

Se bare på tallene: I sidste sæson blev van Dijk blot passeret seks gange i direkte dueller mod en modstander (mens eksempelvis Lovren blev passeret hele 17 gange) og i denne sæson har van Dijk allerede erobret flere bolde end Matip, Klavan og førnævnte Lovren har formået.

Ikke Bonucci

Og så er der hollænderens kvaliteter i luftspillet. For med 92 kilo muskler fordelt på hele 193 centimeter, så rager van Dijk godt op i enhver hovedstødsduel, hvilket ikke bare gør ham brugbar på dødbolde mod eget felt, men som også gør Klopps nye forsvarsspiller til en målfarlig én af slagsen.

Man så det allerede i van Dijks debut, hvor han gjorde sig selv til matchvinder foran The Kop ved at sætte panden på bolden. Spring, hovedstød, bang! 2-1! Debuten gav dog også omverdenen en forsmag på dét, der mest af alt kendetegner van Dijk rent offensivt, nemlig hans evne til at tage del i det åbne spil.

Der er ikke tale om en Bonucci-type, der både folder sig ud som aristokratisk sweeper og dirigerende libero, men van Dijk er alligevel mere atletisk, mere pasningssikker og langt mere kreativ end hvad Klopps bagkæde i Liverpool råder over i forvejen.

Og selvom van Dijk så ganske udmærket behersker kunsten at lave korte afleveringer, så er det især hans lange pasninger op til Liverpools hurtigløbende defensiv, som Klopp glæder sig til.

Og med god grund. For van Dijk var i sidste sæson den forsvarsspiller i hele Premier League, der udviste størst træfsikkerhed, når det kom til lange afleveringer. 

Attack!

Dem vil Klopp da også uden tvivl opfordre van Dijk til at lave på søndag, hvor Liverpool tager imod Manchester City hjemme på Anfield. Og man kan allerede se det for sig;

Manchester City angriber med hele kavaleriet og tvinger Liverpool til at stå dybt og kompakt. Men så kommer van Dijk og erobrer bolden, og et splitsekund efter sender han den i retning af Salah, der allerede satte i sprint før end van Dijk satte tacklingen ind.

Alt imens står Klopp ude på sidelinjen med brølende mund og knyttede næver, og insisterer på, at det skal gå hurtigere, hurtigere, hurtigere: “Attack!”

Men midt i charmen ved tyskerens indædte insisteren på en hovedkuls omgang angrebsfodbold, så kan der alligevel dukke en bekymring op.

For selvom van Dijk har været vant til at skabe og tage del i det fremadrettede spil i Southampton, så er det intet i forhold til det, der venter ham i Liverpool.

Det bliver derfor spændende at se om han – allerede nu – kan løfte den offensive del af de kommende arbejdesopgaver. Ikke mindst mod et hold som Manchester City. Men det bliver også spændende at se om Klopp kan beherske sig.

Om Klopp, der aldrig har lagt skjul på, at de defensive aspekter af hans Liverpool-projekt er mindre værd end de offensive, først og fremmest ser van Dijk som en tiltrængt defensiv forstærkning eller om tyskeren ser hollænderen som endnu en forstærker til det heavy metal-show, som Klopp ynder at insistere på at levere.

Frigivet energi?

Det får vi svar på søndag eftermiddag, hvor vi også bliver klogere på, hvilken betydning van Dijk får for Liverpools defensive midtbane.

For med en spillende spiller i bagkæden er der ikke i samme omfang behov for, at 6er-positionen lader sig falde ned i bagkæden for at igangsætte Liverpools offensiv.

Og måske er denne fritagelse med til at frigive noget energi til positionen, der i stedet – og ganske, ganske tiltrængt – kan bruge alle kræfter på det defensive oprydningsarbejde bag holdets hvirvlende offensiv.

Og sker det, ja, så har Liverpool måske en chance mod et hold som Manchester City, ligesom prisskiltet i panden på van Dijk måske slet ikke virker så absurd endda.