Gør Thomas Frank Brentford til et tophold?


Foto: TT

Af Søren Sorgenfri


Det siges, at en af grundene til Thomas Frank fik cheftrænerjobbet i Brøndby var, at han ikke nemt lader sig stresse. Den evne har den nu tidligere Brøndby-træner haft god brug for i sit nuværende arbejde som træner i Brentford. 

Efter en katastrofestart med lutter nederlag efter han tog over efter Dean Smith, så fik han med en taktisk tilpasning rettet skuden op.

Især forårets sejr over Leeds United var et taktisk mesterstykke. Vanen tro har Brentford solgt ud for store penge af profiler, men tilgange som Pontus Jansson har fået forventningerne i vejret på Griffin Park før premieren mod Birmingham.

Det er sidste sæson hjemme på det lille, men ikoniske stadion i det vestlige London for til næste sæson skal Brentford spille et nyt og større stadion.

Og spørgsmålet er, om det bliver med status af Premier League-hold. For os med klaphat bliver det ekstra interessant at følge bierne efter Brentford har øget kontingentet af danske legionærer med Christian Nørgaard og Mathias Jensen. Spillere der passer ind i Franks forståelse om boldbesiddende fodbold, men før nogen hoster ’proces’, så har truppen flere redskaber at byde ind med. 

Angriberne Maupay og Watkins samt den dygtige spanier, Sergi Canos skal lede offensiven. Måske. For ifølge engelsk presse så har Brighton, Aston Villa, West Ham og Sheffield United udvist interesse for Maupay, der hele sommeren har lignet en mand på vej væk. Franskmanden nettede 28 gange i sidste sæson, men Brentfords prisskilt på 20 millioner pund har hidtil holdt bejlerne stangen. Brentford har naturligvis kigget til Birmingham, der har solgt angriberen Che Adams til Southampton for 15 millioner pund, og finder det rimeligt med en pris i samme leje. Og lidt til.

De penge skal i givet fald reinvesteres i truppen, hvis håbet om en topplacering for alvor skal leve.


Læs også: Solskjær bygger britisk stamme, men Pogba er et kæmpe spørgsmålstegn


Det er dog en streg i regningen, at anfører Romaine Sawyers har fået sit ønske om et skifte til barndomsklubben WBA opfyldt. Han efterlader et hul på midtbanen. Desuden er den engelske U21-landsholdsspiller, stopperen Ezri Konsa solgt til Aston Villa, men Pontus Jansson tilfører både jern og evner i den opbyggende fase nede bagfra.

Konkurrencen om oprykning er tæt. Stoke, Fulham, Leeds, WBA og Cardiff ligner det felt, der vil byde ind på billetterne op, men sådan den store klare favorit tegner der sig ikke et billede af. Så Brentford bør som minimum have mod på playoff-feltet.

Men da transfervinduet ikke er slut endnu, så kender ingen for alvor det Brentford-hold, der skal jagte drømmene om oprykning.