EFL Cup: City nederlag vil være den største sensation til dato

EFL Cuppen eller Liga Cuppen om man vil, har historie for giant killers. Selv om EFL Cuppen er mindre kendt end storebroren FA Cuppen, så har den lille pokalturnering set artige overraskelser i løbet af årene.

Af Søren Sorgenfri

Hvis Burton formår at gå forbi Manchester City og nå finalen senere på året på Wembley, så vil det være den største sensation til dato.

Sidste sæson fejede Manchester City al modstand til side takket være blændende spil med dyrt indkøbte aktører for hele verden. Det var en anderledes historie for Burtion. Sidste sæson kæmpede Nigel Cloughs tropper heroisk for at undgå nedrykning fra The Championship, men uden held. Ligaens mindste budget kunne ikke klare overmagten, og det er derfor et voldsomt undertippet League One-hold, der går på banen i aften på Etihad til det første af to møder med giganterne.

Manchester City varmede søndag op til semifinalen ved at lammetæve Rotherham fra The Championship med hele 7-0 i FA Cuppen. Så er Burton ligesom advaret, men bryster sig af en 4-0 sejr over Rochdale, og tog Manchester Citys nedsabling af Rotherham med en humoristisk tilgang frem for at frygte det værste. Burton tyede til Twitter med et pudsigt MEME.

Burton har på vejen til semifinalen leveret et par artige overraskelser og sendt Aston Villa, Burnley, Nottingham Forest og M’boro i kvartfinalen. Manchester City er helt indlysende i en klasse for sig i det selskab, men turneringen har nu alligevel tradition for sensationer, som Burton kan lune sig ved.

Burton, tænker du. Hvor og hvordan? Burton by har ca. 66.000 indbyggere, men er i England kendt for sine mage bryggerier. Byen har en lang bryggertradition og er i dag hjemstavn for hele otte bryggerier og enkelte øl herfra rammer også de danske hylder med specialøl, nemlig ’Hobgoblin’. Byen ligger i det midtengelske på grænsen mellem East Staffordshire og Derbyhire og 40 kilometer fra Leicester. The Brewers er en fin fodboldmæssig succeshistorie, der fra 2008/09-sæsonen er kravlet fra non-leagues hængedynd til det finere selskab kulminerende med to sæsoner i The Championship. Blandt andre Stokes træner Gary Rowett har trådt deres trænermæssige lærlingesko her, men med Nigel Clough tilbage for anden gang, så ligner det, at de for alvor har fundet deres mand. Det bliver dog ikke til oprykning i indeværende sæson. Burton blev i sidste spillerunde sendt ned fra The Championship sidste sæson, og er stadig i færd med at samle stumperne op. En nuværende niendeplads og ti point op til playoff-feltet er tæt på at sende dem tidligt på sommerferie. Selv om man naturligvis aldrig skal afskrive et Clough-hold.

York sendte Alex Fergusons Manchester United ud af turneringen i 1995/96 og året efter sendte York fra League 2 så Everton ud i mørket. Liga Cuppen er som navnet indikerer kun for klubber fra de fire bedste rækker og har ikke som FA Cuppen non-league deltagere. Manchester United er efter årtusindeskiftet også røget ud til Southend og Coventry – især førstnævntes præstation var imponerende al den stund, Alex Ferguson sendte et hold med 10 landsholdsspillere på banen. Åh ja, MK Dons har også med hele 4-0 hamret De Røde Djævle ud af turneringen. Liverpool måtte som forsvarende titelholdere gå fra banen i skam efter et sviende 2-1 nederlag til Grimsby på Anfield i 2001/02. Northampton har også fået has på de rødblusede.

I 2012/13 leverede Bradford den fornemste stime til dato med sejre over Wigan, Arsenal og Aston Villa, der sendte miniputterne hele vejen til finalen. Her ventede Michael Laudrups Swansea, der med 5-0 gjorde kort proces, men det ændrer ikke på det flotte run, der altså fik Bradford hele vejen til Wembley.

Om Burton kan gøre det samme, er nok mere end tvivlsomt. Ifølge engelsk presse så vil Guardiola spare enkelte nøglespillere – primært Fernandinho, der sad ude i juleprogrammet med en skade og viste, hvor sårbare City er uden den erfarne brasser – men selvfølgelig gå efter at knockoute Burton allerede i den første semifinale. Gæsterne stiller med mange unge spillere, så erfarne Ben Turner, der nåede seks sæsoner i Cardiff, bliver vigtig for Burton i centerblokken.

Manchester City viste mod Rotherham og 7-0, at de ikke uddeler gaver til småfolk, så Burton skal ikke forvente at få noget foræret her i en kamp, som værterne naturligvis vinder. Spørgsmålet er bare, hvor store cifre Goliat saver David over med.