City vs. United: Skal Liverpool også spille med?

Premier League slutter først i midten af maj, men Manchester City kan allerede kalde sig engelske mestre på lørdag. Hvis altså Pep og co. slår Mourinhos United på Etihad. Men gør Pep det? Eller spænder Liverpool (igen) ben for det hele? Og hvad med Mourinho – hvor ligeglad er han?

Af Jakob Genz

“De vidste ikke hvad de skulle gøre. De vidste ikke om de skulle presse os eller blive tilbage,” lød det fra Kevin De Bruyne på bagkant af Manchester Citys udebanekamp mod Everton i lørdags:

“Især i første halvleg kontrollerede vi kampen og spillede noget af det bedste fodbold, vi har spillet indtil videre i denne sæson. Vi følte os i kontrol med alt hvad der foregik på banen.”

City vandt da også kampen. Igen-igen. Og resultatet betyder, at De Bruyne og co. nu er snublende tæt på det engelske mesterskab, som den lyseblå del af Manchester har angrebet fra spids siden midten af september måned sidste år.

Her vandt vandt City 0-6 ude over Watford og satte sig dermed på den førsteplads, som klubben nu i skrivende stund har siddet på i mere end 200 dage.

I starten kunne United følge med, men medio oktober – dér, hvor Mou og co. spillede 0-0 med Liverpool på Anfield og hvor City få timer senere splittede Stoke ad på Eithad (7-2, red.) blev der skabt et hul, der i dag har vokset sig så stort, at City med en sejr over netop nummer to fra United på lørdag kan sikre sig det engelske mesterskab.

Endda selvom der på bagkant af den kommende weekend fortsat resterer seks spillerunder af Premier League.

Mål, mål og atter mål

Men kan City slå United på lørdag?

Ja. I hvert fald, hvis man piller alle mulige former for pladderromantisk mytologi ud af opgøret mellem de to gigantiske naboklubber, der hader hinanden for fulde gardiner og som derfor altid producerer interne opgør, hvor alt kan ske og hvor alt handler om dagsformen, de berømte marginaler og mange andre klicheer.

For kaster man et blik på de tal, som City og United har produceret i de seneste 31 Premier League-kampe, så bonner stort set hele molevitten ud til Citys fordel. Ikke mindst, hvis man retter blikket mod produktionen af mål.

For ikke nok med at Peps drenge forsvarer sig bedre end Mourinhos, de scorer også flere mål. Endda flere end alle andre hold i hele Premier League. Faktisk har City i skrivende stund scoret flere mål i denne sæson end hvad tabellens tre nederste hold – Southampton, Stoke og West Bromwich – indtil videre har scoret tilsammen.

Men tilbage til toppen. For til forskel fra United, der ligesom Liverpool og Tottenham i denne sæson primært hænger deres mål-hat på en person, så er situationen en anden i City.

For godt nok råder Mou over flere målscorere (14) end Pep (12), men i modsætning til Mou, hvis fire mest målfarlige spillere har scoret henholdsvis 15, ni, otte og seks mål, så har Peps ‘top fire’ produceret henholdsvis 21, 16, ni og ni mål.

Men én ting er antallet af produktive målmagere. Noget andet er antallet af spillere med assists i støvlerne. Her er Pep nemlig i besiddelse af en top tre, bestående af Kevin De Bruyne, Leroy Sané og David Silva, der tilsammen har været medskabere af i alt 37 af Citys 88 Premier League-mål, svarende til 42 procent. Og sådan et målgivende trekløver ejer Mourinho ikke.

For selvom Uniteds tre største assists-producenter – Paul Pogba, Romelu Lukaku og Anthony Martial – procentvis (35) har været medskabere af næsten lige så mange af Uniteds mål, som Peps top tre har produceret i City, så har Pogba og co. ‘blot’ lagt op til 21 af i alt 60 sæsonscoringer, mens De Bruyne og co. som sagt har været medskabere af 37 ud af i alt 88 scoringer. 

En for- eller bagdel?

Men nok om de tal, der omhandler produktionen af mål. De er ikke de eneste, der har City på en førsteplads, så at sige. For noget af det, der i denne sæson har gjort City til en uhyggelig svær mundfuld for stort alt og alle i engelsk fodbold er holdets evne til være i besiddelse af bolden.

Endda i en sådan grad, at City – på kryds og tværs af de seneste 31 Premier League-kampe ikke bare har været i berøring med bolden hele 28.733 gange, men som også har formået at producere hele 23.086 afleveringer, hvoraf 88,9 procent af dem har ramt en medspiller.

Og det er alle sammen tal, som ingen andre hold i Premier League kan matche. Derfor heller ikke United.

Men kan man egentlig pille al den føromtalte pladderromantik ud af et opgør som netop City vs. United?

Nej.

Især ikke med tanke på det, der skete på Anfield i onsdags. For her blev City udraderet af Liverpool – i hvert fald i første halvleg – og den slags oplevelser vil uden tvivl rumstere i samtlige af Peps drenge, hvor utrolige, ustyrlige og – hvis man piller Liverpool ud af ligningen – uovervindelige de ellers har været i denne sæson, når de træder ind på Etihad på lørdag.

Men er det en rumsteren, som Mourinho kan drage nytte af?

Både og.

For på den ene side er der ingen tvivl om, at City på lørdag har en sårbarhed i sig, som holdet ikke havde før kampen mod Liverpool i onsdags. Og den sårbarhed kan meget vel ende med at holde i hånd med en anden sårbarhed, nemlig den, der sniger sig ind på banen i form af en svækket startopstilling.

Der venter nemlig City en opgave af hidtil usete dimensioner i næste uge, hvor Liverpool gæster Etihad til returopgøret i Champions League. Og den kamp kræver den stærkeste opstilling i den bedst tænkelige form. Derfor kan Pep meget vel vælge, at spare en stor del af de faste spillere i den ellers potientielle ‘guldkamp’ på lørdag.

På den anden side, så kan det lige præcis være nederlaget til Liverpool, der ansporer Pep til en gang for alle – eller rettere, endnu engang – at slå to tykke streger under hvem der er bedst i Premier League og derfor også i Manchester.

Ligeglade Mourinho

Men det er Mourinho ligeglad med. Altså, hvorvidt Pep vælger at håndtere den føromtalte svaghed via et hold med reserver eller ren og skær galla i startelleveren.

Det vigtigste for Mourinho er, at United vinder kampen. Ligegyldigt hvordan, bare de vinder. Det er jo City. Det er jo Pep. Derfor er Mourinho også ligeglad med alle de (mål-)tal, der før kampen peger på, at United kommer til at tabe kampen.

For Mourinho er fodbold ikke et spørgsmål om at bidrage til begrebet ‘futebol d’arte’. Glem alt om tiki-taka, overfaldsfodbold, poetry in motion og hvad har vi ellers. Alt, der tæller er ‘futebol de resultados, baby!’

Og det har Mourinho aldrig lagt skjul på, hverken i Porto, Chelsea, Inter, Real Madrid eller i, ja, Manchester United.

Spol eksempelvis tiden tre år tilbage til dengang, hvor Mourinho var manager i Chelsea (for anden gang) og hvor portugiseren netop havde parkeret en blå bus på Arsenals Emirates.

Kampen endte 0-0 og Mourinho var lykkelig. Det var Arsene Wenger til gengæld ikke og franskmanden langede derfor verbalt ud efter Mourinho på bagkant af kampen. For Chelsea ville ikke have bolden og når de endelig var i besiddelse af den, ville Mourinhos tropper ikke spille med den:

“Chelsea er kedelige,” lød det fra Wenger. Men Mourinho lo bare og svarede:

“Ved du, hvad der er kedeligt? Det er, når der går ti år uden at man vinder en titel.”

“Når det er sagt, så snakker folk så meget om stil og måden at spille fodbold på. Sommetider spørger jeg mig selv om fremtidens fodbold bare er noget smukt noget på et grønt græstæppe uden et mål i hver ende og hvor det hold, der er i mest boldbesiddelse vinder kampen.”

Få uger senere blev Mourinhos Chelsea engelske mestre. I øvrigt otte point foran City. Men engelske mestre bliver Mourinho ikke med United. I hvert fald ikke i denne sæson. For lige nu er United 18 point efter City, der som sagt kan kalde sig engelske mestre såvel som kongerne af Manchester, hvis lørdagens derby ender med en hjemmesejr.

Og lige præcis det faktum er Mourinho ikke ligeglad med.