Fokus på: Skotlands interessante kamp mod Serbien

Det er svært ikke at være lidt vild med Steve Clarkes ord:

”Jeg behøver ikke minde spillerne om kampen har en betydning, der gør, at de vil fortryde det for resten af deres liv, hvis ikke de giver alt.”

Med andre ord behøver den skotske landstræner ikke stå og brøle spillerne til samling og mandsmod i aften, når Skotland møder Serbien i en direkte duel om en billet til EM. Det er en af fire playoff-finaler i Nations League-konstruktionen, hvor de sidste fire billetter – omsider – deles ud til den udskudte slutrunde med kickoff til næste sommer.

Men er det helt ærligt ikke ligegyldigt at interesse for den type kampe? Om Serbien eller Skotland trækker det længste strå, kan da rage os en høstblomst, kan det ikke? Eller hvem der vinder de tre andre finaler mellem Georgien – Nordmakedonien, Nordirland – Slovakiet og Ungarn – Island for den sags skyld.

Vi er vant til at vælte os i luksus livesendinger fra klubfodboldens største scener toppet op med vores egen danske liga og alt andet godt fra fodboldens transmitterede grønne overdrev.

Jo. Det kan synspunkt kan man faktisk godt købe ind på, og i så fald behøver du egentlig ikke læse videre.

Men det er også en af de kampe, der giver os en stor mulighed for at kaste en krog et reb tilbage i fodboldens fortid og trække et spænd hen over 30-35 år, der åbner en dør for forståelse. Forståelse for, hvordan og hvorfor verdens mest populære sport udvikler sig og hopper fra en trædesten til den næste. Og at stolte fodboldnationer pludselig bliver ladt tilbage på plænen, mens helikopteren med udvikling letter til nye højder. Sådan en størrelse er Skotland.

Klubber som Aberdeen, Dundee United, Rangers og Celtic har faktisk vundet eller været i store europæiske finaler, men bortset fra Rangers’ overraskende runner up forløb i 2007/08 sæsonens UEFA Cup så tilhører det en svunden tid. Som en sportens dinosaurer der blev overhalet af evolutionen.

For det præcis det der ramte skotsk fodbold. Udvikling – og det en udvikling der medførte, at det nu er 22 år siden, at skotterne senest deltog i en stor turnering. Det var ved VM i Frankrig i 1998, hvor skotternes sidste store profiler som Colin Hendry, John Collins, Tom Boyd og Jim Leighton takkede af sammen med et landshold, der tog til den slutrunde med en gennemsnitsalder på 29,2 år. Det var veteranerne, der trak skotterne til den slutrunde og på den anden side af deres pensionsalder ventede en årelang turneringstørke, der måske ser sit endeligt i aften.

Man siger, det var butleren, der gjorde det. Det var ikke tilfældet her, men derimod belgieren. Nemlig Jean-Marc Bosman. Som aktiv spiller havde han en ret ligegyldig karriere, men hans protester mod klubbernes magt over spillerne førte til den nu så berømte Bosman-dom, der gav spillerne EU’s ord for retten til fri arbejdskraft.

Så når vi i dag taler om effekten af Bosman-dommen fra 1996, så understreges det som regel som et sportens jordskælv, der så en magtforskydning fra klubberne til spillerne. Det blev spillernes – og især agenternes marked.

Før Bosman-dommen var der strenge regler for antallet af udlændinge i de enkelte klubber og ligaer. Efter Bosman blev det et helt andet game – som blandt andet bidrog til kvalitetsmæssige opture for landshold fra det afrikanske kontinent – og den fodboldens evolution ramte især de britiske og det irske landshold lige mellem øjnene.

I dag er Premier Leagues verdens rigeste liga og trupperne multikulturelle. Før Bosman-dommen var de engelske klubbers naturlige rekrutteringsgrundlag Commonwealth og de britiske og irske spillere. VM-trupper fra f.eks. 1986, 1990 og 1994 plus EM 1988 afslører, at irske, nordirske og skotske spillere for manges vedkommende spillede i de bedste engelske klubber. Plus de skotske storklubber som Rangers og Celtic.

Fast forward til EM 2012 og sammenlign med det irske landshold, der måske havde turneringens fedeste fans, men rejste hjem med nul point og en score på 1-9. Udklasseret på alle måder af bedre modstandere. Kvartfinalen fra 1990 eller miraklet på Giants Stadium i 1994 var kvalitetsmæssigt lysår væk.

Premier League er i dag en stærk og dominerende størrelse i det europæiske fodboldbillede, men det var den gamle engelske 1. division for den blev rebrandet som Premier League også. Altså før udelukkelsen af de engelske klubber fra de europæiske nationer som følge af Heysel-katastrofen.

Med andre ord var skotterne, nordirerne og irerne spillere der blev rekrutteret til nogen af verdens bedste klubhold. Hvis ikke de da spillede for de skotske sværvægtere hjemme i Glasgow.

Det gav et helt indlysende kvalitetsmæssigt fundament under det skotske landshold, og det er muligt, at vi husker VM ’86 som en dansk åbenbaring, men for skotterne var den slutrunde en stor skuffelse, da Alex Ferguson som landstræner vendte hjem fra Mexico allerede efter gruppefasen trods et stærkt skotsk landshold. Man havde ventet mere.

I dag er Skotland et sted, hvor de i bedste fald kan håbe.

For da Premier League blev født, eksploderede omfanget af tv-penge, og da første Bosman-dommen sparkede ind, så kiggede samtlige engelske klubejere hurtigt ud over de britiske øer efter nye og spændende spillere, der kunne give noget flair og finesser, der kunne få fyldt stadion.

Ud røg briterne – inklusive englændernes egne spillere det har jo taget dem en krig at få gang i en anstændig talentudvikling – og ind kom med daværende Tottenham-ejer, Alan Sugars ord: ’The Carlos Kickaballs’. Tænk David Ginola. Langt boheme-hår, sexet coolness og lækre moves på kanten med uh-la-la effekt versus rødmossede iltre skotske spillere som Gordon Strachan.

De skotske storhold holdt længe ud med spillere som Brian Laudrup, Henke og De Boer og andre hollandske profiler, men på luftige budgetter. For luftige og Rangers’ luftkastel brast og efterlod Celtic alene på toppen, men også med økonomiske udfordringer, der over tid har set The Bhoys forvandlet til en sær blanding af altdominerende i den skotske liga, typisk lidt af en vittighed i de europæiske turneringer og feeder-klub til Premier League.

Rangers og dermed spændingen i ligaen er på vej tilbage i det skotske som udfordrer til Celtic.

Er det skotske landshold på vej tilbage? Det er svært at føre argument for. Landsholdet rekrutteres stadig med få undtagelser stadig fra hylder langt fra toppen af poppen, men det er netop stagnerede landshold herunder talentudvikling som den udvidede EM-slutrunde sammen med den ekstra rutemulighed til EM via Nations League, som det er tilfældet i aften, der kan hælde det brændstof i tanken, der skal til. Se blot på Nordirland som i selvtillid, spillestil og attitude voksede gevaldigt efter deres deltagelse ved EM i 2016. Og nu håber med en vis rimelighed at kunne gentage den præstation.

Udvidelsen af deltagerlande til 24 nationer ved slutrunden har mødt kritik. Det udvander kvaliteten, siger man. Måske, men det kan åbne en dør for falmede nationer som Skotland. Efter de har stået udenfor i 22 år og faktisk 24, hvis vi måler i EM-sammenhæng. Det er en tanke værd.

Så med tanke for de mange millioner, de usikre udsigter til sportslig succes samt spørgsmålstegnet hængende over Thorups spillestil, så ligner den hurtige beslutning om ansættelsen af Thorup silhuetten af højt spil. Og den slags kan som bekendt gå begge veje.


Søren Sorgenfri

42 år. Fast fodbold-blogger for NordicBet. Redaktør for sportsappen ’Sport Inside’, forfatter til flere fodboldbøger, forlægger på sportsforlaget Helmin & Sorgenfri. Tidligere 10 år på BT Sporten og redaktør på fodboldmagasinet ’Clasico’.