De næste fire kampe kan blive stor blå-gul optur


Foto: TT

Af Søren Sorgenfri


Superligatrænere tager altid en kamp ad gangen. Siger de. Men i den kommende tid bør Niels Frederiksen se en måneds tid frem. Fra den landskampspause der netop er overstået frem til den næste medio november.

Det er som, jeg skrev i det seneste indlæg om Brøndbys møde med FC København, nu de blå-gule har chancen for at kickstarte efteråret.

Niels Frederiksen var under et vist pres før kampen med FCK. Spil, attitude, resultater fik på puklen fra medier og fans, og selv om, han næppe er blevet markant mere populær trods rivalsejren, så sidder han noget roligere i sædet.

Og nu skal der bygges på. For de næste fire kampe kan med en vis rimelighed forventes at give et godt afkast og gerne et tocifret antal point.

Brøndby leverede et helt andet og intenst indtryk mod FCK, og kan de holde det, så taler statistikken for, at der venter dem en fin periode indtil næste pause.

Programmet byder på Lyngby ude, Randers hjemme, Silkeborg ude og så Esbjerg på Brøndby Stadion.

Brøndby har vundet deres to seneste kampe ude mod Lyngby, og selv om oprykkerne har gjort det bedre end ventet og er 4-0-2 hjemme, så har netop de to nederlag understreget deres begrænsninger. Sønderjyske og FCM satte tre kasser ind i de kampe.

Det er en kamp, hvor Brøndby især kan sætte sig på midtbanen.

Derefter venter Randers FC. Thomas Thomasberg er også typen, der kan få de sociale medier til at brænde sammen, men man må give ham, at han gør det godt med Randers på en tredjeplads i skrivende stund. Men kronjyderne er noget bedre hjemme end ude. 13 af de 20 point er taget i egen hule, og Randers har det generelt svært med Brøndby Stadion.

Brøndby har vundet fire ud af de seneste fem hjemmekampe mod Randers, så selv om der vil vente et element af topkamp, så bør værterne gå ind til den kamp mod optimisme.

Dernæst byder Silkeborg op til dans. Kent Nielsens oprykkere kæmper for livet, og har endnu sæsonens første sejr til gode. Og den kommer næppe mod Brøndby.

De sidste møder på stadion i Silkeborg har Brøndby vundet, og kunstunderlaget vil næppe være en ulempe for Brøndbys hurtige folk.

Det er derimod en anden sag, når det gælder Esbjerg. Vestjyderne har virkelig for vane at sparke Brøndby i tænderne på Brøndby Stadion. I de sidste 10 år har Brøndby kun vundet tre hjemmekampe mod Esbjerg, men den forbandelse bør brydes dette efterår.

Esbjerg har været helt væk på fremmed græs, og det med en statistik, der i skrivende stund siger 0-1-4 ude med en score på 1-9.

Det er ikke tal, der bør få Niels Frederiksen til at vågne skrigende op. Tværtimod bør han gå til køjs med stor appetit på point de næste fire kampe.

Og så lever Brøndbys sæson igen.