Valg 2019: Mette Frederiksen er storfavorit til at vinde valget


Foto: TT

Af Redaktionen


Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) har trykket på valgknappen og sender danskerne til stemmeurnerne på Grundlovsdag.

5. juni skal det afgøres, om vælgerne giver Lars Løkke Rasmussen mandat og opbakning til yderligere fire år som regeringsleder eller om danskerne vælger at lade den politiske flaskehals pege på Mette Frederiksen (S).

”Det bliver en interessant valgkamp, fordi Mette Frederiksen er storfavorit til at vinde valget. Så spørgsmålet er om, Lars Løkke Rasmussen har så mange politiske trumfer i ærmet, at han kan indhente hende og vinde vælgernes gunst,” siger NordicBets Marketing Manager Anders Bruun.

Der er dømt valgkamp i de næste fire uger, og det er en ret lang valgkamp, der normalt ikke varer længere end tre uger. Men Lars Løkke Rasmussen har klogelig valgt at satse på det lange seje stræk, da han er bagud på point og har brug for god tid til at tale sig ind befolkningens hjerter og fremstå som det rette valg.

Ifølge de seneste meningsmålinger så står Mette Frederiksen og dermed rød blok til en ret overbevisende sejr.

En måling foretaget af Epinion for DR 11. april viser, at Socialdemokraterne står til 29 procent af stemmerne mod Venstres 18,5 procent. En måling fra 6. maj af Voxmeter viser et stort set tilsvarende billede, dog med 19,4 procent til Venstre og 27,5 procent til Socialdemokraterne.

Da Socialdemokraternes typiske støttepartier som Enhedslisten, SF og De Radikale også står til fremgang, så er det op til Lars Løkke Rasmussen at tilbageerobre det politiske terræn de kommende fire uger.

Der vil være 13 partier at finde på stemmesedlen med de nye partier Nye Borgerlige, Klaus Riskær Pedersens parti og det indvandrerfjendske Stram Kurs er at finde på stemmesedlerne for første gang. Desuden forsøger Kristendemokraterne at komme tilbage i Folketinget.

Der venter alt andet lige Lars Løkke Rasmussen noget af en opgave med tanke på den udløbende regeringsperiode har set stigende utilfredshed med regeringens klima- og velfærdspolitik. Landets største byer har således set flere store demonstrationer på den baggrund.

Desuden har overskrifter om kvotekonger, ferieophold, ministerskandaler og donationer fra erhvervslivet i årenes løb gang på gang mindet danskerne om de sager, som de fleste medier over en bred kam kalder for ’Lars Løkkes møgsager’.

”Det bliver ikke mindst Lars Løkke Rasmussens evne til at charmere sig ind hos vælgerne og få dem til at glemme alle disse sager, der kan blive udslagsgivende. Han skal på en og samme tid formå at sælge sig selv som den statsmand, som danskerne skal holde fast i og samtidig sikre borgfred blandt de højreorienterede støttepartier, hvor der må forventes at blive råbt højt for at blive hørt,” siger Anders Bruun.

”Desuden må han ikke glemme at tilgodese de mere naturlige støttepartier som Liberal Alliance og Konservative, der begge kommer til at kæmpe en hård kamp.”

Liberal Alliance og De Konservative ventes ifølge meningsmålinger at lande på omkring fire procent af stemmerne. For Liberal Alliances vedkommende kan det blive tæt på en halvering af stemmeopbakning fra valget i 2015.

Desuden må der især fra den højreorienterede side af det politiske spektre ventes en valgkamp med skarp tone, da Nye Borgerlige og Stram Kurs vil forsøge at kapre stemmer fra DF, der også har tabt pusten målt på meningsmålinger. Meld-skandalen og omfartsvejen ved Mariager har kostet opbakning i meningsmålingen står DF til at falde fra knap 22 procent af stemmerne til omkring 13 procent.

Men heller ikke den røde blok er gået fri af skandaler. Alternativet kommer således til at kæmpe en hård kamp for at holde sig i Folketinget efter skandale på skandale fra sex-chikane, lækkede e-mails og indkøb af fjollede designmøbler.

Mette Frederiksens største udfordring bliver dog at fastholde appellen til de vælgere, der ønsker en stram politik på udlændingeområdet og samtidig bevare det gode samarbejde til støttepartierne. Enhedslisten og Radikale Venstre har således slået i bordet, blandt andet omkring økonomi.

”Skal der være en ny regering med vores mandater i ryggen, skal det være en regering, der sætter en ny retning, hvor man gør op med en asocial økonomisk politik, der øger uligheden og skærer i velfærden. Det er ufravigeligt”, sagde Pernille Skipper fra Enhedslisten således til Berlingske tidligere på foråret. Adspurgt om, hvorvidt Enhedslisten decideret vil udtrykke mistillid til en S-regering, svarer hun ja. De Radikale har i samme avis meldt ud, at de ikke vil støtte en S-regering, hvis den ikke øger det økonomiske råderum.

”I den røde blok bliver hovedspørgsmålet om Mette Frederiksen kan balancere mellem at lande vælgere, der måske ville se til DF, og samtidig undgå for mange og for besværlige ultimative krav fra Enhedslisten, SF og De Radikale for de kommer til at stille store krav til hende, hvis hun vil have deres støtte,” siger Anders Bruun.

”Mette Frederiksen er uden tvivl storfavorit til at vinde valget, men Lars Løkke Rasmussen er en snu politiker, og det kan hurtigt gå den anden vej, hvis ikke hun formår at fastholde føringen i meningsmålingerne,” siger Anders Bruun.

Der er med andre ord rigeligt at se til for Mette Frederiksen, men er foran på point ifølge meningsmålingerne, og der venter Lars Løkke Rasmussen noget af en opgave som den undertippede.