Kan Fuglsang vinde Tour de France?


Foto: TT

Af Bjørn Hannerup


Hvis du ser et dansk navn skrevet på de franske landeveje i løbet af årets Tour de France, er der stor sandsynlighed for, at navnet er Jakob Fuglsang. Grunden er, at Jakob Fuglsang har indskrevet sig selv som en af de helt store favoritter til Tour de France 2019.

Den første differentiering blandt favoritterne til den samlede sejr vil ske allerede på anden etape, når der er holdtidskørsel rundt i Bruxelles gader. Allerede her kan Team Ineos, der stiller op med et stærkt hold, gøre en forskel. Sjette etape byder på tourens første etape med store bjerge med start i Mulhouse og slut på La Planche Des Belles Filles. Årets to hviledage er adskilt af fem etaper, der indeholder tre bjergetaper og og en 27 kilomter lang enkeltstart.

Efter anden hviledag kommer to flade etaper, der som sædvanligt skriger på udbrudssejr, når sprinterholdenes hjælperyttere ikke længere sætter deres fødder i jernhestens stigbøjler med samme energi, som i de to første uger. Efter disse to flade etaper står den på tre altafgørende bjergetaper med to afslutninger opad, den sidste deraf starter i den tidligere olympiske værtsby Albertville og slutter i skisportsområdet Val Thorens. Når klassementet er lagt fast på denne sidste bjergetape, går turen med fly til Paris til en dag med lige dele parade og kaos. 

Team Inos har to af de største favoritter til Tour De France-sejren i 2019. Som udgangspunkt var den forsvarende vinder af løbet, Geraint Thomas, teamkaptajn hos det tidligere Team Sky, men waliseren har haft en aldeles stille sæson indtil videre og sidenhen er det blevet meldt ud, at Bernal og Thomas deler kaptajnrollen. Med tilsyneladende mangel på form op til sommerens store cykelløb kan der være et scenarie hvor Thomas kører meget stærkt i løbets uge tre. Egan Bernal har i modsætning til Thomas set utroligt stærk ud og ligner lige nu et godt bud på en Tour-vinder, hvilket han cementerede med en sejr i Schweiz Rundt. På enkeltstarten i Schweiz Rundt undgik Bernal med nød og næppe et styrt og det minder os om, at Bernal har en betydelig svaghed i forhold til Thomas på enkeltstarten. Og midt i alle forventningerne til Egan Bernal skal det også siges, at han kun har kørt én Grand Tour i sin unge karriere – nemlig sidste års Tour de France, hvor han var hjælperytter.

Jakob Fuglsang har aldrig set stærkere ud, men han mangler stadigvæk at bevise, at han kan holde sig til helt i toppen i alle tre uger af en Grand Tour. Tidligere har vi set Fuglsang køre defensivt gennem de første uger for så at blive sat af de stærkeste i uge tre, men med placeringerne 3-2-1 i tre af de store forårsklassikere er det tydeligt at Fuglsang er stærkere end han nogensinde har været, og de fleste tror på, at han kan tage selvtilliden og formen med til den største scene i cykelsporten. Og kræfterne blev ikke brændt af i foråret, for Fuglsang formåede igen i år at tage sejren i Criterium du Dauphiné. Manglen på punch har ofte forhindret Fuglsang i at vinde cykelløb, men Fuglsang har lært at bruge egne styrker og nu knækker konkurrenterne ved at forcere over lange distancer. Hvis ikke Fuglsang kan holde sig til i klassementet er han et godt på en etapevinder på en af de hårdere bjergetaper. Uanset hvordan han byder sig til, så giver det Tour-feber i hjemlandet, når en dansker kan gøre sig til på de hårde bjergetaper.

Franskmændene håber på, at Romain Bardet skal fejres i den gule trøje på Champs Élysee, men han har slet ikke set stærkt ud i år og sluttede på en skuffende 10. plads i Criterium du Dauphine. Efter to andenpladser i løbet af de sidste tre år må man dog på ingen måde afskrive den lille franksmand. Thibaut Pinot er flere gange faldet igennem i det franske, men efter et par år væk fra hjemmepublikummets store forventninger, har han fundet selvtillid og har haft et par fornuftige etapeløbsplaceringer. Pinot mangler stadigvæk at vise, hvad han kan i TdF, men han kunne være et godt bud på en overraskende podieplacering.

Movistars forhåbninger til Nairo Quintana har igennem flere år har været lige så store, som selveste Jørgen Leths og det er ikke så lidt. Troen på ham er dog stødt dalene og hvor han tidligere var et friskt pust er han nu en rytter der blot sætter sig på hjul indtil han bliver sat af. Mikel Landa fik en lovende fjerdeplads i Giro d’Italia og ligner en mand, der sagtens kan udfylde rollen som kaptajn, når Quintana uundgåeligt falder sammen. Landa har også tidligere placeret sig flot i Touren med en 4. og 7. plads i henholdsvis 2017 og 2018.

Adam Yates er kaptajnen for Michelton-Scott i dette års tour og får følgeskab af blandt andre sin bror og Christoffer Juul-Jensen. At Simon Yates er en del af Mitchelon-Scotts Tour hold er lidt af en overraskelse, men efter en skuffende Giro har Michelton-Scott valgt at spille på begge Yates heste. At kunne tilføje en 2018 vinder af Vuelta a España, som hjælperytter er intet mindre end imponerende, og det er spændende at se om Adam stadigvæk er kaptajn, når Touren rammer uge 3. Adam har det største Tour de France-resultat, hvorimod Vuelta sejren til Simon tidligere år er det største resultat i en Grand Tour blandt de to brødre. 

Intet mindre end ni danske ryttere stiller til start i Tour de France 2019 og på nær Jakob Fuglsang, som blev nævnt blandt favoritterne, kan du læse mere om deres Tour chancer her.

Christopher Juul-Jensen (Michelton-Scott)

Med de to Yates brødre udtaget, vil Chrisoffer Juul-Jensen udelukkende fungere som hjælperytter, og de to skal køre sig selv ud af det samlede klassementet tidligt i løbet for at Christopher Juul får nogen mulighed for at køre efter en etape.

Kasper Asgreen og Michael Mørkov (Quick-Step)

På Quick-Step har de to af verdens absolut bedste afsluttere, som dækker en stor del af de forskellige typer etaper i årets tour. Elia Viviani er supersprinteren, der skal kunne kæmpe med om etapesejren, hver eneste gang etapen er flad. Her har især Michael Mørkov en central rolle, som enten lead-out eller tredjesidste mand. Asgreen træder ind lidt tidligere i toget og skal sørge for, at Quick-Step kan holde sig fremme inden den sidste kilometer. Når etapen går opad er den fulde fokus på Julian Alaphilippe, hvorfor danskerne også her må spille andenviolin.

Mads Würtz Schmidt (Katusha)

Den 25-årige dansker får rig mulighed for at køre egne chancer. På et hold, hvor der hverken er en topsprinter eller et stort klassementshåb kan danskeren og hans holdkammerater på Katusha tage chancer og forsøge på de fleste etaper.

Magnus Cort (Astana)

Til trods for hans åbenlyse evner som afslutter, så er Magnus Cort ikke er særligt godt bud på en etapevinder og det kan han takke sin kaptajn, Jakob Fuglsang, for. Paradoksalt for Magnus Cort er hans omstilling fra sprinter til en mere alsidig rytter gået så godt, at han ikke selv får lov at køre chancen i årets Tour. Cort er blevet så stærk opad, at han ligner en rytter, som er tiltænkt en rolle som oppasser for Fuglsang både på flad vej og opad.

Søren Kragh Andersen (Team Sunweb)

Team Sunweb går til verden største etapeløb med håbet om at køre efter adskillige etaper. Michael Matthews er det bedste bud på en etapevinder på holdet da han kan sprinte og afslutte på etaper med meget lette stigninger hen mod afslutningen. De kuperede etaper kan Søren Kragh dog få chancen på, når Michael Matthews ikke kan være med eller ikke rammer udbruddet.

Michael Valgren (Dimension Data)

I 2018 var Michael Valgren på alles læber og netop derfor har 2019 været et skuffende år indtil videre for den energiske dansker. Han har trænet frem til Tour de France og kører for et hold, hvor der ikke er klassementryttere, og han har derfor en meget fri rolle. Hvis Valgren har timet formen rigtigt, kommer vi til at se ham i en masse udbrud, da han er en fa de ryttere med power nok til at gøre arbejdet færdigt. 

Lars Bak (Dimension Data)

Den 39-årige dansker kører sin 20. grand tour og sætter dermed dansk rekord. Lars Bak er hjælperytter til trods for, at han kører på et hold uden klassementshåb. Med al sandsynlighed kommer Lars Bak til at hjælpe i jagten på udbrydere, når der er etaper hvor Edvald Boason Hagen kan gøre sig gældende.