Hvornår forlader Storbritanien EU?


Foto: TT

Af Søren Sorgenfri


Brexit har bragt Storbritannien i de britiske øers dybeste politiske krise siden 2. verdenskrig. Premierminister Theresa May nyder stort set ingen opbakning i parlamentet og forude venter afgørelsens time i udgangen af marts. Her bliver briterne endegyldigt koblet fri af EU – med eller uden en aftale for et videre fremtidigt samarbejde.

Og det er netop sagens kerne. May har siden hun overtog embedet fra forgængeren David Cameron forsøgt at strikke forskellige politiske aftaler sammen, der på den ene sidste tilfredsstiller EU’s repræsentanter og på den anden side kan blive accepteret af primært hendes eget politiske bagland i det konservative parti.

Det er endnu ikke lykkedes. Aftaler er forkastet, og May har med nød og næppe overlevet et politisk mistillidsvotum.

Det er ikke uden grund, at det ansete magasin ’The Economist’ i midten af januar kørte en forside med et billede af det britiske parlament og overskriften: ’The mother of all messes’.

Det er en kæmpemæssig rodebutik, der skal finde en løsning.

Og trækker man blandt enkelte dele af problematikken frem, så tegner der sig hurtigt et voldsomt kompliceret og komplekst billede af en myretueagtig problemstilling.

Senest er politikere hos Konservative og Labour begyndt at bryde ud og etablere nye alliancer og hvis ikke det britiske politiske establisment er i opløsning, så hersker der i hvert fald kaos. For uret tikker, afskedens time nærmer sig, og der er er stadig ingen aftale på bordet.

Hvordan er det kommet så vidt? David Cameron lovede – efter pres fra EU-skeptiske dele af sit Konservative bagland – at, hvis han valgt parlamentsvalget i 2013, så ville briterne få lov at stemme om det fortsatte medlemskab af EU. Han vandt, og briterne kom til stemmeurnerne efter en valgkamp, hvor visse dele af den britiske presse og politikerkorps fik præsenteret medlemskabet som en fodboldkamp. Os mod dem. Cameron er EU-tilhænger, men han og de øvrige fortalere for et europæisk samarbejde fik ikke knust modstandernes retorisk velsmurte kampagne, og så skete det, som Cameron ikke havde forventet. Briterne stemte leave, men befolkningen er dybt splittet. Valgresultaterne viste storbyerne ville blive i EU, og landområderne og de glemte industribyer købte ind på drømmen om et mere selvstændigt og stolt Storbritannien og stemte for et farvel. Og at især de unge stemte for Europa, hvorimod den ældre generation ville ud af fællesskabet.

Tallet otte var og er flittigt nævnt blandt de EU-skeptiske. For Storbritannien betaler otte milliarder pund mere end de får ind fra EU’s kasser og har altså på den konto underskud på det fælleseuropæiske samarbejde. EU har til gengæld placeret en lang række vigtige institutioner i Storbritannien med mange arbejdspladser til følge og omfanget af udenlandske investeringer i ikke kun London, men hele Storbritannien antager astronomiske beløb. Alene værdien af det britiske boligmarked er fra 1996 til 2016 steget med 516 procent, og da skiftende britiske regeringer har været blandt de dårligste OECD-lande til at investere i tech-områder og infrastruktur og tilsvarende, så har penge fra hele verden i den gråd båret og løftet Storbritannien i et omfang, så otte milliarder pund er jordnødder til sammenligning.

Det ved de britiske politikere, men de taler ikke om det. Ud fra tonen fra den aktuelle britiske debat om vejen frem, så virker det som om, alle er optaget af at mene noget, der kan sikre dem en plads i parlamentet efter Brexit, og ingen er optaget af at tage ansvar og få landet en blød, hård eller no deal med EU.

Og spørgsmålet er, om Theresa May overhovedet kan nå at få en gangbar aftale på plads før 29. marts. Det er ofte nævnt, at Storbritannien kunne køre videre sammen med de øvrige 27 medlemslande med en ’Norge model’. En model der giver adgang til fællesmarkedet, men også at EU’s regler blindt accepteres, og ikke giver adgang til at påvirke politiske beslutninger.

En model som møder hård modstand hos Konservative såvel som Labour. At stemme for Brexit og ende med en løsning med en art medlemskab uden indflydelse, det er helt indlysende ikke en vej frem, som vinder opbakning hos ’Brexiters’.

Og udfordringerne hober sig op. Der skal findes en holdbar løsning på det irske spørgsmål – Irland er medlem – og glad for det – af EU, men deler grænse med Nordirland. Nordirerne stemte for at blive i EU, men må nu følge resten af det britiske fællesskab ud af fællesskabet, så hvordan får May etableret en grænse- og toldløsning langs den nordirske/irske grænse, som begge lande og EU kan acceptere. Og få aftalen på plads i tide?

Der er gang i de britiske havneanlæg. Hver dag landes container i tusindtal med gods og fragt i store og små størrelser med fri og let adgang fra Europa til Storbritannien og vice versa. Uden en aftale vil der på den anden side af 29. marts tårne sig toldmure op, der vil forsinke fragtens bevægelse. På den anden side af Den Engelske Kanal har franskmændene rustet sig og ansat ekstra toldere i stort tal, så importen af britiske varer – ikke mindst madvarer – nogenlunde uhindret kan tilgå de franske forbrugere. Briterne har ikke gjort antrit til at ruste deres toldvæsen, hvorfor blandt andre medicinalfirmaer bygger store lagre af ikke mindst sukkermedicin rundt omkring i Storbritannien.

Og sådan ses det flere steder i erhvervssektoren. Storbritannien har siden 90’erne nydt godt af udenlandske investeringer. Blandt andre har en del bilproducenter etableret base og produktionsanlæg i det britiske, men firmaer som Ford og Nissan har droppet produktionsanlæg i Sunderland og det sydlige Wales. Steder der virkelig har brug for arbejdspladser, og bilgiganterne har forklaret, at tilbagetrækningen skyldes Brexit. Og især den manglende afklaring omkring det videre forløb. Erhvervslivet har ganske enkelt ikke tid eller råd til den politiske omgang kluddermor, der finder sted i London i disse uger, og reagerer naturligvis på det for at beskytte omsætningen. Og ingen bilproducenter ønsker at stå i en situation om få uger, hvor nye biler ikke kan fragtes ud af Storbritannien rettidigt på grund af toldkaos. Det samme gælder den voksende britiske tekstilindustri. Og det er en skidt prognose for briterne, da det på det seneste kun har været den lavtlønnede servicesektor, der har set vækst og over en bred kam ser en voksende fattigdom med 14 millioner borgere, der lever i fattigdom, heraf 4,5 millioner børn.

Så hvad ender det med?

Der er så kort tid til 29. marts, så det ikke er længere realistisk at se Theresa May have held med at lande en aftrædelsesaftale med EU, som hendes politiske bagland vil acceptere.

EU vil for deres part have interesse i at lande en aftale med Storbritannien, men ikke for enhver pris. Udfaldet må ikke opfordre andre medlemslande til at gå solo, så derfor vil EU være hårde forhandlere og har lagt en regning på hele 39 milliarder pund frem til May og co. som pris for det afbrudte samarbejde, men EU har helt indlysende ikke interesse i at skubbe briterne for langt væk.

Derfor vil det være i begge parters interesse at udskyde exitdatoen, så en endelig aftale kan forhandles på plads. Det kræver dog, at May kan få politisk opbakning fra den del af hendes parti, der kræver en afgang her og nu, men får hun det, så kan en løsning med effekt fra – formentlig – 2020 forhandles på plads.