Simon Kjær: Så hektisk var min transferweekend


Simon Kjærs familieweekend ændrede sig på drastisk vis da han modtog et opkald fra sin agent. NordicBet bringer et eksklusivt indblik, i det Simon Kjær selv beskriver som en af de mest hektiske wekender i sin karriere. 


Af Simon Kjær

Man kan roligt sige, at jeg fik en anden weekend, end jeg havde forventet – og en af de mest hektiske weekender i min karriere.

Som de fleste fodboldfolk nok har hørt, så er jeg blevet udlejet for hele sæsonen fra Sevilla til Atalanta Bergamo, og det var der intet, der tydede på, da jeg stod op lørdag morgen. Vi havde allesammen fået to sjældne fridage af klubben, så lørdag morgen pakkede vi bilen og kørte mod Cadiz for at komme ud til havet og slappe af, bare os fire i familien.

Det skulle være en stille og rolig weekend uden stress. Men det blev det så ikke. Jeg sad i bilen med familien, da telefonen ringede. Det var min agent Mikkel Beck, der lige pludselig havde et tilbud til mig fra Atalanta. Og så blev det pludselig en af de mest hektiske weekender i min karriere, og jeg har alligevel prøvet en del forskellige ting i mine 10 år i udlandet.

“…jeg havde slet ikke forestillet mig andet, end at jeg skulle igang med at spille min tredje sæson i Sevilla”

Det her var en chance, jeg bare var nødt til at gribe. Sidste sæsons nummer tre i Serie A ville have mig til en vigtig rolle i forsvaret – og så på et hold, der skal ud og spille Champions League. Der var andre klubber med tilbud i sommer, men jeg havde slet ikke forestillet mig andet, end at jeg skulle igang med at spille min tredje sæson i Sevilla. 

Efter godt med spilletid i træningskampene – og med i startopstillingen i de to sidste op til La Liga-starten, var jeg pludselig ikke med i de tre ligakampe i de første 14 dage af sæsonen. Jeg var godt klar over, at det ikke ville blive til fuld spilletid i alle kampe i et rotationssystem under en ny sportschef og ny træner og med 13-14 nye spillere i truppen.Vi havde startet pre-season med syv midterforsvarere og skulle ned på de fire, der skulle bruges i sæsonen, og min nye træner Lopetegui havde fortalt mig, at han ville have, at jeg blev. Så jeg ville egentlig gerne blive i Sevilla, der er en stor klub og en dejlig by.

For mig er et skifte til Italien som at komme hjem.”

Men pludselig dukkede Atalanta op som en fantastisk mulighed sportsligt og – må jeg indrømme – også rent personligt. For mig scorer Italien bare topkarakter i alle livets facetter.Jeg elsker Italien og faktisk alt ved landet; menneskene, sproget, maden, kulturen – og ikke mindst fodbolden i Serie A, der er en herlig blanding af passion og taktisk klogskab. For mig er et skifte til Italien som at komme hjem. Det var her, at det hele startede, og jeg har undervejs i karrieren tit sagt til Mikkel, at når det passer med timingen og det rigtige tilbud fra den rigtige klub, så vil jeg altid gerne “hjem til Italien”. Derfor blev weekenden altså ret hektisk.

Søndag morgen fløj jeg så til Italien, landede i Milano og kørte til Bergamo, blev vist rundt på det flotte træningsanlæg, bestod den fysiske lægetest, fik taget blodprøver, blev interviewet på mit yndlings-fremmedsprog af klubbens tv-folk, skrev under på kontrakten – og fløj så tidligt mandag morgen tilbage til Spanien og mødte ind med landsholdet i Marbella. Min weekend var det bedste eksempel på, hvor hurtigt det kan gå i fodbold, og heldigvis har jeg en fantastisk kone, der ligesom jeg selv altid er parat til hurtige beslutninger og nye eventyr.

Og nu glæder jeg mig bare til min første træningsdag i Italien.

Forza Atalanta…